På grund af praktiske og tekniske vanskeligheder har det hidtil ikke været muligt at opretholde en ajourført hjemmeside for J.P. Jacobsen Selskabet.

Vi vil fra selskabets side gerne bibeholde en hjemmeside og et samarbejde med Aarhus Universitet.

Vi påtænker fra og med næste år, 2013, at etablere en ny hjemmeside udelukkende med Selskabets aktiviteter samt opretholde denne hjemmeside.

Indtil videre "hviler" denne hjemmeside altså, idet vi håber at kunne tilbyde en ny og bedre fra og med næste år.

Selskabets historie

Jeg længes først efter Rom, men navnlig efter Thisted skrev digteren og forfatteren mm. J. P. Jacobsen fra sit tilholdssted på Capri i året 1874. Allerede mens han levede, blev han mere end almindelig berømmet og berømt for sit usædvanlige og nytænkende forfatterskab. Men han slap aldrig sin hjemby og hjemegn af sinde. Tilknytningen til hjemmet i Thisted er bemærkelsesværdigt, især fordi han også var meget kendt, respekteret og for så vidt lige så hjemmehørende i toneangivende kulturradikale kredse i København.

Først og fremmest er han kendt for sig digtning, sine romaner og noveller, der var helt nye og anderledes moderne i slutningen af 1800-tallet. Ligeledes huskes han for sin videnskabelige karriere, der bl.a. gjorde ham til den første oversætter af Darwins lære til dansk og dermed til samtidens "enfant terrible" i kirkelige kredse.

Han blev født d. 7. april 1847 og levede sin drengetid i Thisted. Som 16-årig drog han til København for at få en uddannelse. Han nåede da også at lægge fundamentet for en akademisk karriere, men på et tidligt tidspunkt i sit liv stod det klart for ham, at det var digter, han ville være. Han døde d. 30. april 1885 hjemme i Thisted og nåede således akkurat at blive 38 år gammel.

Det var efter al sandsynlighed i det lille, gule hus på I.P. Jacobsens Plads i Thisted han blev født. 111 år senere, i 1958, skulle huset nedrives. Men da tog en gruppe lokale borgere ininitiativ til at redde og bevare huset som et fysisk minde om den store forfatter.

I forbindelse med bevaringsprojektet blev J. P. Jacobsen-selskabet stiftet samme år.

Selskabet har som formål at arbejde for udbredelse af og kendskab til Jacobsens liv og værk og at værne om de minder, vi har om ham. Selskabet medvirker til Jacobsen-arrangementer og publikationer. Og selskabet ser det også som et fornemt mål at sikre et lokalt engagement i arbejdet med hans forfatterskab.

Hvert år d. 7. april - på forfatterens fødselsdag - afholder selskabet generalforsamling og et offentligt foredrag. Derudover arbejder selskabet med publikationer, J.P. Jacobsen-arrangementer, guidede ture i Jacobsens fodspor i Thisted, studiekredse osv.

Det er selskabets håb fortsat at kunne arbejde med og bridrage til erindringen om én af Danmarks meget store og betydningsfulde forfattere.

J.P. Jacobsen Selskabet
Thisted Museum × Jernbanegade 4
7700 Thisted × Tlf. 97 92 05 77
E-mail: thistedmuseum@mail.tele.dk

Skriftserien Jacobseniana

 

Se endvidere arkiv

Digtet

 
Henvendelse om denne sides indhold: 
Revideret 11.07.2013